Når man er helt nede med nakken, og det kan man roligt sige jeg er, så bliver der altså stille på bloggen. Beklager at lade jer alle ligge hen i stilhed herfra, men de seneste to uger har været urimeligt hårde, så der har kun været fokus på en eneste ting; overlevelse!
Her kommer en lang og skrækkelig historie, men hvis du nogensinde er i den situation, at du tænker hverdagen er for hård ved dig, så vil du føle dig opløftet, hvis du læser den til ende hvis du derimod overvejer at få børn, så lad være at læse den!!
Jeg var sidste mandag omkring Riget til en operation (ikke alvorligt, ikke noget, der egentlig skulle nævnes på bloggen, men det udgør lissom en stor del af den følgende historie, så jeg kan heller ikke udelade den detalje!). Jeg var indlagt til tirsdag, hvor jeg så skulle tage hjem og bruge en uges tid på restitution og hvile. Min søde Morten havde da også indstillet sig på at være henter og bringer for ugen indtil jeg selv kunne melde mig på banen. Jeg havde ONDT som bare pokker og var såååå træt hele tiden.
Onsdag ringede vuggeren: Anna kaster op!
"Pis altså" Tænker man så... Nå men Morten henter syge Anna hjem sammen med super friske, raske Freja. Anna kaster op to gange mere inden sengetid, men de sover begge hele natten uden bøvl, faktisk uden en lyd!
Afsted kommer de begge igen torsdag, de virker jo friske igen - ingen feber, ingen opkastninger osv. Lige over middag ringer vuggeren: Anna har diarre og skal hentes.
"Pis altså" tænker man igen, men afsted tager jeg nu og henter Anna. Tænker
"Det er jo kun nogle få timer, så kommer Morten hjem". Er du helt vimmer, jeg var færdig i showbizz, da Morten kom hjem... direkte i seng, nat nat!
Fredag, Freja smutter i vugger, mens jeg bliver hjemme med Anna på det, der bliver måske mit livs længste dag. At underholde et barn, der er halvfrisk og i øvrigt for længst har gennemskuet at alt legetøjet er endevendt og Kaj og Andrea-dvd´en er set flere gange, tjaa det kræver altså sit. Morten træder ind ad døren og jeg smutter i seng - nat nat!
Lørdag var en super dag i regnskabet. For første gang efter operationen er jeg smertefri og kan deltage i familielivet med dertil hørende planlægning af den kommende uge og får bl.a. ordnet mad til ugen. Skønt.
Natten til søndag, er jeg inde ved Freja for at give hende en sut og synes jeg er lidt kvalm. To timer senere rammer det, der bliver min undergang: Diarre!!
"Pis altså" tænker jeg så ... igen for helvede. Hold nu op jeg var dårlig, så jeg lå brak hele søndagen, hvor Morten underholdt børn. Han kom hjem og sagde: "Anna har fået øjenbetændelse" - fat i en vagtlæge og igang med behandling.
Mandag morgen, begge børn afsted til vuggestue med besked om at Anna nu er i behandling for øjenbetændelse. Og jeg, ja jeg sover og sover og sover og har kvalme. Efter frokost ringer vuggeren: Freja har fået øjenbetændelse, kan du hente hende?
"Nej, for jeg ligger for døden, så det kan jeg faktisk ikke!!" tænker jeg så - men må jeg please please please
og her smider jeg både tvillingekortet og jeg er lige blevet opereret-kortet komme ned og give hende et dryp i hvert øje og så gå igen?
"Ja okay, vi kender jo jeres situation, så okay" siger de så - taaaaak søde søde mennesker i vugger.
Tirsdag, begge børn sendes afsted. Endelig er dagen kommet, hvor mor skal få en hel dags hvile og det trænger hun til, for hun har konstant kvalme, og kan ikke holde mad i sig og far er taget til Italien den næste uge (ja du læste rigtigt!). Over middag ringer vugger
"Anna øjenbetændelse er blusset op, vi tror ikke behandlingen virker, så du er nødt til at hente hende"... FFFFFFuck fuck fuck og pis altså!! Henter Anna, får hjælp af sød veninde, som kommer og leger lidt med hende, tager hende med over senere for at hente Freja og bliver sendt hjem med beskeden
"Freja har haft 38 i feber i eftermiddag, vi synes I skal holde dem begge hjemme i morgen"... Som I nok har regnet ud derude, er det skruen uden ende!
Når man er helt nede med nakken, så ringer man efter hjælp og det gjorde jeg så. Vi har en hentepige - en super sød og dygtig pige, der henter pigerne en dag om ugen. Hende ringede jeg til, hun skulle hente onsdag - dagen hvor jeg skulle holde dem hjemme. Hun kunne heldigvis være fleksibel og tilbød at komme kl 8.00 frem til 12 - så skulle hun have timer og kunne så evt. komme tilbage efterfølgende. Dejligt nok, så hun tog dem på bondegård hele formiddagen og hjalp os med frokosten, hvorefter hun tog afsted. Børnene sov kun lidt over en time til middag, så glade og udhvilede var de ikke, da de kom ind og det kan man heller ikke ligefrem sige, at jeg var. Efter bare et par timer med to børn, var jeg kun lige halvt levende, hvis da overhovedet det, for det var jeg vel næppe før. Så da vores hentepige skrev, at timerne var blevet udvidet og hun nok ikke kunne nå ud til os før det var for sent - ja så segnede jeg. I desperation ringede jeg til børnenes farmor, brød helt sammen i røret, men fik da også den hjælp jeg havde brug for. Der gik en time, så ringede hun på døren og sendte mig op i seng. Jeg fik et par timers hvile før hun havde smidt ungerne i seng og hun meddelte mig at hun ville ringe igen i morgen og se om ikke de eventuelt skulle tage børnene fra torsdag til lørdag . "TAK TAK TAK TAK hvor er du sød!!!"
Torsdag formiddag fik pigerne et par timer sammen i vugger, hvorefter jeg hentede Anna og tog til lægen, for hun havde haft feber onsdag aften og igen da hun vågnede. Den forsvandt derefter, men jeg var alarmeret af al den dårligdom og det var godt, for hun havde jo mellemørebetændelse, det lille pus.
Status quo: afleverede dem hos farmor og farfar i går aftes, kom hjem og faldt om kuld, sov 14 timer i streg uden at høre jamrende kat ved hoveddøren, mandens opkald trods telefon, der lå lige i ørehøjde eller diverse tv-programmer, der har flimret natten igennem.
Jeg har hørt mig selv sige dagligt til min søde vedholdende og ekstremt supporterende veninde, at nu kan det ikke blive værre, for dagligt at konstatere, at hovsa, det kunne det - jeg tør næsten ikke skrive det, men jeg tror det endelig går den rigtig vej. Tak Univers, fordi du nu har stoppet for alle dårligdommene, du ellers har skyllet ind over min tilværelse.Kender du til det at være helt nede med nakken?
Hvis du stadig følger med - i dette indlæg eller bare på bloggen, så kan jeg fortælle at jeg en af dagene kommer med en Craft it Forward, som jeg er pinligt forsinket med, så hold øje .-)
