mandag den 29. august 2011

No. 0076 - Et pigeværelse, so far...


Mangler stadig...:
  • Galleriliste over sengene
  • Bogstavleg
  • To store gulvhynder
  • En loftlampe - er helt i vildrede!
  • En lækker, sikker og fornuftig opbevaring af legetøjet
Men det er jo småting trods alt :-)

No. 0075 - Gaveregn på Amager

Hvis man har fulgt lidt med her på bloggen, er det nok ikke gået nogens næse forbi, at jeg på det seneste har været rimelig heldig udi at vinde diverse Give Aways - whoop.

I fredags ankom så denne yndige pakke med Cecilies flotte vest i. Skønt og den er jeg rigtig glad for... Cecilie er dygtig til de der fine detaljer, i dette tilfælde hæklede blade - sidst jeg forelskede mig i noget fra hendes hånd, var det vimpelhalskæden. Bliv bare ved C - vi kan godt rumme nogle flere skønheder fra dig.

I går vandt jeg så endnu en Give Away - vildt nok, mange deltager jeg heller ikke i faktisk. Jeg har vundet de fin halskæde - skal lige beslutte mig for farven og give besked, tænker på den sorte med to kugler - hvad synes I?


God dag til jer alle... Klem

PS. Jeg har også held i kærlighed :-)

lørdag den 27. august 2011

No. 0073 - Lørdag morgen

Ahh lørdag, skønt ikk? Hvad skal du lave? Jeg skal i ElGiganten og købe vaskemaskine og tørretumbler, som vi har undværet i husstanden siden det store skybrud. Desuden venter et indflytter have-hygge-gilde hos søde venner :-)

Men først skal der bages boller, som har hævet i køleskabet i nat ... Mums


- Posted using BlogPress from my iPhone

fredag den 26. august 2011

No. 0072 - Deler en super fed DIY med jer

For jer der ligesom jeg har hang til stof og sjov, er jeg simpelthen nødt til at dele Frøken Fiils fede DIY om limtryk.




Tjek den ud! Selv er jeg nødt til at prøve det af - skal bare lige udtænke mig projektets art inden :-)

God weekend i øvrigt til jer alle... tænk at det allerede er fredag igen, skønt!

torsdag den 25. august 2011

No. 0071 - Barns minde...


Jeg har endelig fået lagt sidste hånd på min oldemors gamle skrin, som fik sig en overhaling i sommer. Skrinet har et fint glaslåg med facetkant og nogle yndige hænglser bagpå, som jeg har forsøgt at holde fri af maling - synes de fremstår rigtig fint med de små buer.
 

Jeg var en tur i Händler og finde noget smalt velourbånd og selvom jeg ikke kunne få en farve, der matcher helt, så afslutter det alligevel fint indeni...


I skrinet gemmer jeg på nogle små klenodier fra min barndom og som jeg (har fundet ud af hen ad vejen) har stor betydning for mig. Det er lidt hyggeligt, at de sådan ligger der sammen i min oldemors fine skrin - sådan skal det bare være!


Min aller første lille bitte fingerring. Den trænger til en pudsning og har i det hele taget haft en mærkeligt liv. Den var væk i mange år og dukkede op i en parasolfod, som min far tømte... godt han var opmærksom på den, for jeg synes den er sjov at have liggende


Et lille hårspænde - tænk at det overhovedet har overlevet alle de år?! Og så det yndige lille årmbånd med sommerfugle. Det skal engang laves i låsen, så mine egne piger måske kan få lov at have det på.


Mit dåbsarmbånd med datidens "dogtag" - der står Dorte og armbåndet er knækket, som det ses
Dagmarkorset, obligatorisk vel sagtens, men jeg er især glad for det lille kors til venstre, som er håndlavet og købt på et russisk krigsskib, som jeg besøgte med mine forældre. Min far købte halskæden til mig, og det var altså noget lidt vildt noget, når man bare sådan impulsivt fik noget!
Har I andre mon også sådanne ting og sager fra barns ben eller er det bare mig, der er nostalgisk nok til den slags?

tirsdag den 23. august 2011

No. 0070 - Om klippe"albue" og et rodet gæsteværelse

Her til aften har jeg haft godt gang i min nye  stofsaks (som klipper for vildt i stof, skulle man jo have investeret i for længst!)... der bliver klippet store firkanter til et sengetæppe, der skal skabe liv i vores lille gæsteværesle. Det er vildt hyggeligt og jeg glæder mig til at få sat maskinen på opgaven... dog er jeg blevet helt øm at al den klippen...

Der er jo intet odiøst over det påfund og jeg skal da bestemt heller ikke slå mig op på at være opfinderen af den dybe tallerken her, men alligevel
synes jeg nu nok at jeg kan hive mig selv op til begejstring over projektet.

Om vores gæsteværelse kan jeg indvie jer i en stor hemmelighed: vores hjem er ikke perfekt! Det er heller ikke tæt på at være færdigt! Og at gæsteværelset nok er det rum, der allermest her i hjemmet trænger til en oprydning og tagen-stilling-til fremgår vist helt tydeligt af billederne her. (beklager kvaliteten, IPhone er ikke stjernen i aftenlys!)


Det hjalp så heller ikke med 40 cm slamvand i kælderen -nu står ALT jo derinde og fylder i stedet for i kælderen - for pokker et set-back!

Det gamle skab har jeg i øvrigt arvet fra min mormor og rummer en stor del af min stofsamling.

Kælderen er imidlertid tør og vi kan få flyttet ting og sager derned for der kommer jo aldrig et skybrud igen, så jeg påbegynder så småt oprydning, organisering og opbygning af et styks hyggeligt og lille kreahjørne derinde. Synes du rummet trænger til en omgang? He he :-)

Nå men ground zero er jo på mange måder et ok udgangspunkt og der er ingen tvivl om at jeg næste gang, jeg kan vise billeder fra gæsteværelset, kan høste ros og anerkendelse for at have fået skik på dette rod....

Er så træt at mine øjenlåg næsten er lukkede, mens jeg skriver, så det bliver de sidste ord herfra idag.

Nat nat

No. 0069 - Jeg, et heldigt kvindmenneske

Ja ja, jeg er da super heldig, fordi jeg har jordens sødeste mand og børn, et dejligt hus, gode venner osv... men egentlig også bare ret heldig, fordi jeg lige har vundet i hele 3 Give Aways!
Først kom den fine smykkeboks og øreringe fra Kamilla
givesmyk
Så vandt jeg et top fin plakat hos Rebekka - skal have en fin ramme og så tror jeg den skal have en plads på hylden i køkkenet


Men nu, og jeg kan jo slet ikke få armene ned igen, har jeg endda vundet en vildt flot vest hos Hvad Bier tænker...
... den glæder jeg mig godt nok til at se ´live´ med de fine hæklede applikationer :-)

Ydmygt siger jeg tak - tak tak tak! Tænk at være så heldig - som Kamilla skriver, skal jeg måske overveje en Lotto-kupon :-)

God dag til alle derude

søndag den 21. august 2011

No. 0068 - Total køkkenkaos = en uges sindsro og tid til kreativiteter



Okay, nu kommer jeg potentielt til at kede nogle af jer, men lancerer hermed en ny etiket her på bloggen, nemlig Småbørns Bla Bla.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi lever et liv for tiden med meget småbørnsballade - på godt og ondt. Det kan til tider være temmelig udfordrende at få dagligdagen til at hænge fornuftigt sammen, når mor og far begge har et job, der fylder noget, og som vi holder tilpas meget af til at det gerne fylde noget...

Hos os må løsningen hedde struktur og planlægning - joh joh, måske lyder det ikke særlig sexet, men alligevel synes jeg nu, at struktur og planlægning giver plads til at vi hver kan hente overskud i alt muligt andet - som f.eks. syning, blogging, se venner, m.v.

Derfor har jeg her til aften multitasket tilpas meget til at madplan for den kommende uge er nedskrevet, dele af maden er lavet eller forberedt, så man med trætte og pjevsede tvillinger hængende om anklerne ikke skal stå og kokkerere og snitte i alt for stor stil... det er der desværre ikke temperament til  her i huset! :-)

Som det ses udgør momentalt kaos i sidste ende total ro og styr på tingene...
Kartofler klar til Svensk Pølseret - en favorit samt to portioner Enebærgryde, tjek!
Herhjemme er struktur og planlægning ikke noget, vi altid mestrer lige godt, men denne weekend har vi bevist, at det kan lykkes og at det frigiver gode resourcer til alt muligt andet sjov og ballade... f.eks. at man i den kommende uge kan finde huller, hvor tiden er lovlig at bruge på kreative sysler - det kan vi li´!!

PS. Synes i øvrigt vi kører rundt i de samme 5-10 retter altid - kender I det? (Og så skal det være så pokkers "sovset" med de der rollinger siddende med til bords!)
  1. Svensk pølseret
  2. Lasagne
  3. Rødspættefileter med ris og grøntsager i flødesauce
  4. Spaghetti med kødsauce
  5. Boller i Karry
  6. Enebærgryde
  7. Omelet med diverse grøntsager, ost og pølser
  8. Fyldt pasta med tomatsauce
  9. Fiskefrikadeller
Hvad har I andre mon af retter? Måske man kunne få lidt inspiration, for at tænke ved siden af boksen...

lørdag den 20. august 2011

No. 0067 - Soveværelse og foreløbighed

For at motivere mig selv til at få de sidste ting gjort færdige i soveværelset, kommer her en status quo fra mit soveværelse, som manger lidt finesser.. vi kalder det "foreløbighed" :-)

Billeder fra gode ferier, af børn og af os selv - med et strejf af pink

Fem fede billeder af min model fra frisørsvendeprøven - med et strejf af pink

Walk-in Closet in the making... vi har bygget et skab, her har jeg opsat hylder under vindet og lavet en forlængelse af vindueskarmen. Der skal et par hvide skabslåger på ... på et tidspunkt :-)
Fra den anden vinkel af vores lille walk-in-closet - her skal tapet på enden af skabet og over døren. Spejlet skal op at hænge ... er på udkig efter noget bestemt tapet og klar til at købe

Min lille udstillingsmontre i vinduet, til smykker, særligheder m.m. Netop sat op, ikke "indrettet" endnu :-)

Intet er mere perfekt i et hjem, end der også findes uperfektheder - i dette tilfælde kunne jeg ikke lade være med at forevige den visne blomst i vinduet. Det er min svaghed - jeg kan ikke holde liv i planter!

Vores soveværelse er indrettet meget hvidt, med sort/grå tangenter. Lige præcis i soveværelset har jeg brug for ro for at kunne slappe af. Det rydder hovedet og jeg har altid så mange tanker, farver og ideer i hovedet

at det kan være svært at falde til ro ind imellem - soveværelset er bare helligt, man skal jo have sin skønhedssøvn, ikke?! :-)

Pink har fåeten diskret plads ind imellem, men med måde... tapetet, der skal op på enden af skabet er hvidt med lyserøde blomster i et struktureret mønster. Glæder mig til at se det live - det skal nok lige knække lidt af det meget stringente, der hersker over indretningen i rummets "foreløbighed"...

fredag den 19. august 2011

No. 0066 - Fredag og Disney-stiv




Endelig fredag og gæt hvad jeg skal?: absolut intet andet end pimpe gid rødvin, hygge med kæresten og disse fire lækkerheder, MUMS filibaba





God aften til jer alle, lad os håbe at solen bryder igennem og varmer vores alle sammens kroppe denne weekend :-)

- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 18. august 2011

No. 0065 - Jeg har kastet mig over...

Et lidt anderledes patchworkprojekt optager mig her til aften. Jeg hækler kanter på små retrolapper og uha hvor det lever op til mine forestillinger.


Syr først rundt i kanten og hækler derefter hele vejen rundt - det tager sin tid og jeg har ondt i fingrene, men det er knoklet værd, fordi jeg jan se og mærke på det, at glæden ved resultatet ikke udebliver... Her et par hurtige IPhone.shots ... Det færdige resultat må I vente med.



Hvad har I andre bedrevet aftenen med mon? Nu trisser jeg i seng, glæder mig til weekend meget meget snart :-)

Nat nat til jer alle!


- Posted using BlogPress from my iPhone
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...